A badekar, også kendt blot som enbadellerkarbad, er en beholder til at holde vand, hvori en person eller et dyr kan bade. De fleste moderne badekar er lavet af termoformet akryl, porcelænsemaljeret stål eller støbejern eller glasfiberforstærket polyester. Et badekar placeres i et badeværelse, enten som enkeltstående armatur eller i forbindelse med bruser.
Moderne badekar har overløb og afløb og kan have vandhaner monteret på dem. De er normalt indbyggede, men kan være fritstående eller nogle gange nedsænkede. Indtil akryl termoformningsteknologi tillod andre former, plejede stort set alle badekar at være nogenlunde rektangulære. Badekar er almindeligvis hvide i farven, selvom mange andre farver kan findes.
Astronaut Jack Lousma tager et brusebad i rummet, 1974
To hovedstile er almindelige:
Badekar i vestlig stil, hvori den badende ligger. Disse bade er typisk lavvandede og lange.
Badekar i østlig stil, hvor den badende sidder op. Disse er kendt somfuroi Japan og er typisk korte og dybe.
Historie om badekar og badning[redigér]
Hovedartikler: Badning og historie om vandforsyning og sanitet
Traditionelt badekar (1800-tallet) fra Italien
Dokumenterede tidlige VVS-systemer til badning går tilbage så langt som omkring 3300 f.Kr. med opdagelsen af kobbervandrør under et palads i det gamle Europa.[citat nødvendig]Beviser for det tidligste overlevende badekar i personlig størrelse blev fundet på Isle of Crete, hvor der blev fundet et 1.5-meter (5 ft) langt piedestalkar bygget af hærdet keramik.[1]
Kloefodskarret, som nåede toppen af sin popularitet i slutningen af det 19. århundrede, havde sin oprindelse i midten af det 18. århundrede, hvor kugle- og klodesignet opstod i Holland, muligvis kunstnerisk inspireret af det kinesiske motiv af en drage, der holder en dyrebar sten. Designet spredte sig til England, hvor det fandt stor popularitet blandt aristokratiet, ligesom badning blev mere og mere moderne. Tidlige badekar i England havde en tendens til at være lavet af støbejern, eller endda tin og kobber med en overflade af maling påført, der havde en tendens til at skalle med tiden.
Den skotskfødte opfinder David Buick opfandt en proces til limning af porcelænsemalje til støbejern i 1880'erne, mens han arbejdede for Alexander Manufacturing Company i Detroit. Virksomheden, såvel som andre, herunder Kohler Company og JL Mott Iron Works, begyndte med succes at markedsføre porcelænsemaljerede støbejernsbadekar, en proces, der stort set er den samme den dag i dag. Langt fra de udsmykkede fødder og luksus, der er mest forbundet med clawfoot baljer, blev et tidligt Kohler-eksempel annonceret som en "hestetrug/svineskalder, når den er udstyret med fire ben, vil den tjene som badekar." Genstandens brug som svineskalder blev betragtet som et vigtigere markedsføringspunkt end dets evne til at fungere som badekar.
I sidste halvdel af det 20. århundrede forvandledes det engang så populære kloefodsbalje til et indbygget kar med en lille forklædefront. Denne lukkede stil gav lettere vedligeholdelse og, med fremkomsten af farvet sanitetsartikler, flere designmuligheder for husejeren. The Crane Company introducerede farvede badeværelsesarmaturer til det amerikanske marked i 1928, og langsomt førte denne tilstrømning af designmuligheder og lettere rengøring og pleje til, at baljer i clawfoot-stil næsten døde.
I 1960'erne blev glasfiberbadekar standarden[citat nødvendig]til boliger, da den er let og billig.
James R. Wheeler og hans bror Richard tilpassede i 1979 den akryl, der blev brugt til udendørs spabade, for at lave akrylbadekar. I samarbejde med Spartech Plastics udviklede de det moderne co-ekstruderede og holdbare akrylbadekar. Virksomheden American Bath Factory var den første til at udvide mangfoldigheden af akrylbadekar til at omfatte boblebade, clawfoot badekar og et stort udvalg af piedestal og moderne badekar.
Processen til emaljering af støbejernsbadekar blev opfundet af den skotskfødte amerikaner David Dunbar Buick.
